Vedtægter
Vedtægter for foreningen Dansk Blues Union
§ 1.
Navn & hjemsted:
1.1 Foreningens navn er: Dansk Blues Union.
1.2 Foreningens internationale navn er Danish Blues Union.
1.3 Foreningens hjemsted er Odense Kommune.
§ 2.
Formål:
2.1 Foreningens formål er at skabe et rigt og bæredygtigt miljø for bluesmusik i Danmark, for både arrangører, udøvende, publikum og andre involverede, herunder
- at varetage fælles interesser for danske foreninger, klubber og festivaler indenfor genren
- at udbrede kendskabet til og fremme vilkårene for bluesmusik og beslægtede genrer
- at udbrede kendskabet til dansk blues i udlandet
- at etablere samarbejde med internationale foreinger og organisationer
2.2 Foreningens formål søges opfyldt ved iværksættelse og koordination af landsdækkende og lokale faglige og kulturpolitiske aktiviteter, ved at samordne og supplere informationsvirksomhed m.m.
§ 3.
Finansiering:
3.1 Foreningens midler tilvejebringes gennem aftaler med sponsorer, ansøgninger til offentlige, kulturelle myndigheder m.fl. samt medlemskontingenter.
3.2 Foreningens midler kan kun anvendes til aktiviteter i henhold til formålsparagraffen.
§ 4.
Hæftelse:
4.1 For foreningen Dansk Blues Union alene foreningens formue. Ingen andre har noget personligt ansvar for foreningens forpligtelser.
§5.
Medlemmer:
5.1 Som medlem kan optages alle, der kan tilslutte sig foreningens formål.
5.2 Medlemskabet kan enten være institutionelt eller personligt:
- som institutionelle medlemmer kan optages foreninger, klubber og festivaler indenfor genren.
- som personlige medlemmer kan optages musikere, publikum og andre involverede.
5.3 Medlemskontingenter fastsættes af årsmødet.
5.4 Kontingentperioden følger foreningens regnskabsår.
5.5 Medlemskab skal fornyes årligt ved indbetaling af kontingent senest 1 måned inden årsmødet.
5.6 Ved undladelse af fornyelse af medlemskabet bortfalder dette samt stemmeret til årsmødet.
5.7 Bestyrelsen afgør ethvert spørgsmål om optagelse og eksklusion af medlemmer.
5.8 Medlemmer, der handler til skade for foreningens arbejde og omdømme, kan af bestyrelsen ekskluderes fra foreningen. Et ekskluderet medlem kan skriftligt indanke eksklusionen for førstkommende årsmøde, dog uden opsættende virkning.
§6.
Årsmødet:
6.1 Årsmødet er Dansk Blues Unions højeste myndighed.
6.2 Ordinært årsmøde afholdes i april måned og indkaldes skriftligt med mindst 4 ugers varsel.
6.3 Dagsordenen for ordinært årsmøde skal omfatte:
1. Valg af dirigent og referent samt 2 stemmetællere
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab
4. Indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingenter
6. Fremlæggelse og godkendelse af budget
7. Valg af formand (hvert andet år)
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer (3 hvert andet år)
9. Valg af suppleanter
10. Eventuelt
6.4 Hvert medlem har møde-, tale- og stemmeret ved årsmødet.
6.5 Hvert medlem har én stemme.
6.6 Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt, dog kan hvert fremmødt medlem højst repræsentere ét fraværende medlem ved fuldmagt.
6.7 Årsmødets beslutninger træffes ved almindeligt flertal blandt de afgivne stemmer.
6.8 Afstemning foregår ved håndsoprækning, der kan dog ved for eks. personvalg forlanges skriftlig afstemning.
6.9 Medlemsforslag til behandling på den ordinære årsmøde skal være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage før årsmødet.
6.10 Bestyrelsen kan beslutte, at ikke-medlemmer af foreningen kan overvære årsmødet med eller uden taleret, dog altid uden stemmeret.
6.11 Forslag om vedtægtsændringer eller foreningens opløsning kan kun vedtages med mindst 2/3 flertal, og hvis mindst 1/3 af foreningens medlemmer er tilstede på årsmødet.
Er der ikke mindst 1/3 af medlemmerne tilstede på årsmødet, men er mindst 2/3 af de fremmødte for forslaget, kan der indkaldes til et ekstraordinært årsmøde, hvor forslaget afgøres med simpelt flertal.
6.12 Ekstraordinært årsmøde med begrundet dagsorden kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal tillige finde sted, når mindst 1/3 af medlemmerne indsender skriftlig begæring herom. Ekstraordinært årsmøde skal afholdes senest 4 uger efter begæringens fremsættelse og indkaldes med mindst 8 dages varsel.
§7.
Bestyrelsen:
7.1 Foreningens bestyrelse består af 7 medlemmer og 2 suppleanter, der vælges på årsmødet for 2 år ad gangen, men med forskudt valgperiode således:
- i lige kalenderår vælges formand, 3 bestyrelsesmedlemmer samt 1 suppleant.
- i ulige kalenderår vælges 3 bestyrelsesmedlemmer samt 1 suppleant.
7.2 Formanden og mindst 3 bestyrelsesmedlemmer vælges blandt institutionelle medlemmer, de øvrige blandt personlige medlemmer. En institution kan kan højst repræsenteres med eet bestyrelsesmedlem.
7.3 Det tilstræbes, at bestyrelsen får bredest mulig geografisk sammensætning.
7.4 Genvalg kan finde sted.
7.5 Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og kasserer på første møde efter årsmødet.
7.6 Bestyrelsen afholder mindst 4 årlige møder. Formanden kan indkalde til yderligere møder efter behov. Et flertal i bestyrelsen kan forlange afholdelse af ekstraordinært bestyrelsesmøde.
7.7 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og er kun beslutningsdygtig, når et flertal, heriblandt formanden, eller i dennes fravær, næstformanden, er til stede.
Ved stemmelighed er formandens, eller i dennes fravær, næstformandens stemme afgørende.
7.8 Ved et bestyrelsesmedlems udtræden i valgperioden, overtages posten af den først valgte suppleant indtil udløb af det udtrådte medlems valgperiode. Ved førstkommende årsmøde vælges en ny suppleant.
7.9 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af særlige opgaver. Udvalgsformanden skal altid være et bestyrelsesmedlem.
7.10 Bestyrelsen kan overdrage opgaver til medlemmer udenfor bestyrelsen og ansætte lønnet medhjælp, såfremt det skønnes nødvendigt.
§8.
Tegningsret:
8.1 Dansk Blues Union tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening.
8.2 Der kan meddeles prokura.
§9.
Regnskab:
9.1 Foreningens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.
9.2 Bogholderi og regnskab føres i overensstemmelse med god regnskabsskik.
9.3 Regnskabet revideres inden 3 måneder efter årsafslutning af statsautoriseret eller registreret revisor.
9.4 Regnskab med resultat, status og revisionspåtegning foreligges til godkendelse på årsmødet.
§10.
Opløsning:
10.1 Såfremt foreningen besluttes opløst, vælger årsmødet en eller flere likvidatorer til at forestå afviklingen.
10.2 Evt. overskydende midler efter opløsning anvendes til at fremme de i § 2 nævnte formål.
Således vedtaget på det stiftende årsmøde i Odense d. 26/11 2006.